Sunrise Wind opnår myndighedsgodkendelse og træffer endelig investeringsbeslutning

Sunrise Wind har opnået en vigtig myndighedsgodkendelse, en såkaldt ’Record of Decision’, fra det amerikanske indenrigsministeriums Bureau of Ocean Energy Management (BOEM). Godkendelsen er en afgørende milepæl i de amerikanske myndigheders miljøundersøgelse af havvindprojektet, der skal levere strøm til New York. Samtidig har Ørsted og Eversource truffet endelig investeringsbeslutning om Sunrise Wind, hvilket understreger partnernes forpligtelse til at opføre havvindmølleparken. Ørsted og Eversource vil nu gå videre med nogle vigtige anlægsaktiviteter på land.

Disse vigtige milepæle bringer det 924 MW store projekt et afgørende skridt tættere på at levere betydelige økonomiske fordele i hele New York og hjælpe delstaten med at nå sine klimamål. 

Sunrise Wind, der ligger ca. 48 km øst for Montauk i New York, forventes at blive landets største havvindmøllepark, når den står færdig, og vil kunne producere nok grøn energi til at forsyne næsten 600.000 husstande i New York med strøm.

Sunrise Wind vil bidrage til, at New York kan indfri sit mål om 70 % vedvarende energi inden 2030, og vil samtidig sætte skub i udviklingen af delstatens voksende arbejdsstyrke og forsyningskæde inden for havvind. Sunrise Wind vil medføre investeringer for 700 millioner dollars i Suffolk County og skabe 800 direkte job og tusindvis af indirekte job i delstaten. Havvindmølleparken forventes at blive idriftsat i 2026.

Doreen M. Harris, præsident og administrerende direktør i New York State Energy Research and Development Authority (NYSERDA), siger: "Disse milepæle, som Ørsted og Eversource har nået i kølvandet på idriftsættelsen af South Fork Wind, er eksempler på, hvordan New York udviser lederskab i udviklingen af den amerikanske havvindindustri med Sunrise Wind og fremtidige projekter, der skal producere grøn strøm til elnettet. I takt med at arbejdet med forsyningskæden på land skrider frem, vil vi fortsætte med at se investeringer i lokalsamfundene fra hovedstadsregionen til Long Island bære frugt i form af vellønnede job og samfundsmæssige fordele, som er en afgørende del af vores omstilling til grøn energi."

New York valgte for nylig Sunrise Wind til at forhandle en 25-årig OREC-kontrakt (Offshore Wind Renewable Energy Certificate) om at levere pålidelig grøn energi til delstaten. Ørsted og Eversource er lige nu ved at afslutte kontraktforhandlingerne med New Yorks energimyndighed, New York State Energy Research and Development Authority (NYSERDA).  

David Hardy, Executive Vice President og regionsdirektør for Amerika i Ørsted, siger: "New York er allerede hjemsted for det banebrydende South Fork Wind-projekt, og med Sunrise Wind bygger vi videre på dette fundament og udbreder de økonomiske fordele ved havvind, samtidig med at vi leverer meget mere grøn energi. Med myndighedsgodkendelsen og vores endelige investeringsbeslutning på plads kan vi fortsætte med at skabe hundredvis af lokale arbejdspladser med gode vilkår og etablere en stærk forsyningskæde. Vi vil gerne takke Biden-administrationen, vores partnere i New York og kongresdelegationen for at udvise lederskab og være med til at fremme udviklingen af dette vigtige projekt."
  
Joe Nolan, bestyrelsesleder, koncernchef og administrerende direktør for Eversource Energy, siger: "Vi er klar til at bygge transmissionssystemet, der skal forbinde den grønne strøm fra Sunrise Wind med New Yorks elnet. Det er et betydningsfuldt infrastrukturprojekt, der skal bygges af lokale entreprenører og folk fra byggefagsfagforeninger og andre fagforeninger i New York. Vi lovede newyorkerne nye arbejdspladser, så vi sammen kan skabe fremtidens energi, og nu er vi klar til at indfri det løfte."

Dagens godkendelse fra BOEM afslutter formelt den gennemgang af Sunrise Wind, som foreskrives i den amerikanske miljølov ’National Environmental Policy Act’, og går forud for godkendelsen af Sunrise Winds anlægs- og driftsplan, der forventes til sommer. 

Som tidligere offentliggjort overtager Ørsted Eversources ejerandel på 50 % af Sunrise Wind og bliver dermed eneejer af projektet, forudsat at OREC-aftalen med NYSERDA underskrives, at de komplette transaktionsaftaler indgås, at anlægs- og driftsplanen godkendes, samt at relevante myndighedsgodkendelser opnås. Eversource vil som en del af kontrakten fortsat stå for at lede projektets anlægsarbejde på land.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:

Global Media Relations
Tom Christiansen
+45 99 55 60 17
tomlc@orsted.com

Investor Relations
Rasmus Keglberg Hærvig
+45 99 55 90 95
IR@orsted.com 

Om Ørsted
Det er Ørsteds vision at skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi. Ørsted udvikler, opfører og driver hav- og landvindmølleparker, bioenergi-, solcelle- og energilagringsanlæg samt anlæg til produktion af vedvarende brint og grønne brændstoffer. Ørsted rangerer på CDP's A-liste for sin globalt førende indsats mod klimaforandringer og var det første energiselskab i verden, der fik sit videnskabeligt baserede mål om netto-nuludledning godkendt af Science Based Targets initiative (SBTi). Ørsted har ca. 8.900 medarbejdere og har hovedsæde i Danmark. Ørsteds aktier er noteret på Nasdaq Copenhagen (Orsted). Selskabet havde i 2023 en omsætning på 79,3 mia. kr. (10,6 mia. euro). Du kan læse mere om Ørsted på orsted.com eller ved at følge os på FacebookLinkedIn, Instagram og X.

Vedhæftninger